Opsparing eller investering? Hvad du skal vælge at gøre, afhænger af flere ting, herunder formålet med pengene og din tidshorisont. Læs med og bliv klogere. Hovedpointer Investering er risikofyldt på den korte bane. Opsparing er risikofyldt på den lange bane. Formålet og tidshorisonten er afgørende for, om du skal vælge opsparing eller investering. Vi lægger ud med, hvad der kendetegner en opsparing.
Hvad kendetegner opsparing Opsparing er kendetegnet ved et ønske om at bevare formue. Det lyder meget flot og fornemt, men det er faktisk ret ligetil.
Står du overfor at skulle købe et hus om års tid, så ønsker du, at pengene er der, når de skal bruges. Du er derfor ikke interesseret i at løbe nogen høj risiko. Måske du endda er interesseret i, at risikoen er så lav som muligt.
Risiko i denne sammenhæng hænger tæt sammen med et potentielt afkast. Det ser vi mere på om lidt. Det vigtigste er bare at vide, at der ikke findes nogen sikker investering .
Den viden er vigtig, når det kommer til din personlige økonomi, for det betyder, at penge du ved, at du skal bruge i den nære fremtid, ikke skal investeres, men spares op.
Det er faktisk lige meget, hvor store beløb der er tale om.
Skal du på sommerferie næste år og vil du være sikker på, at pengene er der, når du skal afsted, så skal de spares op.
Opsparing til ferier bør ikke investeres. Vil du gerne sørge for at have penge til pludselige regninger, et hul i taget eller andre uforudsigelige udgifter?
Så skal pengene spares op.
Opsparing er derfor fraværet af risiko for, at pengene ikke er der, når de skal bruges.
Sparer du 100 kr. op, skal der også være 100 kr. tilgængeligt om et, to eller tre år.
Det er svært at komme med et præcist bud på, hvor stor en opsparing du bør have til uforudsete udgifter. Et godt bud kunne være et sted imellem en og tre månedslønninger.
Har du brug for, at det skal være mere præcist, skal du have fat i din bankrådgiver.
Her er det anderledes med investering .
Hvad kendetegner investering Investering er i modsætning til opsparing kendetegnet ved risiko.
Ingen risiko, intet afkast. Risiko betyder muligheden for at opleve tab, men omvendt også muligheden for en gevinst. Det er balancegangen i det, der skaber en god investor.
Som investor skal du kompenseres for at påtage dig en risiko ellers er der ingen, der ville investere deres penge.
Jo højere risiko, jo højere potentielt afkast. Som investor gælder det derfor om at matche den risiko, du er komfortabel med at påtage dig med den investering, du foretager dig.
Som investor gælder det at matche risiko og indhold i porteføljen. Det betyder derfor også, at du kun skal investere penge, som du kan tåle at tabe.
Det lyder ikke rart og her begår mange den fejl, at de opfatter det som penge, de er komfortable med at tabe, men det er noget andet.
At du kan tåle at tabe pengene, betyder, at du ikke er nødt til at gå fra hus og hjem eller at det på anden vis væsentligt forringer dig og din families liv, hvis investeringerne skulle falde i værdi.
Så hvornår skal du gøre hvad?
Hvornår skal du gøre hvad? Der begynder at tegne sig et billede, men lad os lige skære tingene helt ud i pap.
Opsparing er til penge, du ikke kan tåle at tabe. Når du er afhængig af en sikkerhed i, at pengene er der, når du skal bruge dem.
Det gælder udbetaling til et hus i den nære fremtid eller andre større udgifter. Det gælder også de mindre af slagsen, som passende kan dækkes af altid at have en mindre opsparing stående til den slags.
Investering er til, når du har noget ekstra på kontoen. Penge du ikke står og skal bruge nu og her og som du derfor ikke er afhængig af på den korte bane.
Populært sagt skal du kun investere penge, du kan tåle at tabe. Det kan godt opfattes som en opsparing, men bare med en lang tidshorisont.
Alt investering er omfattet af et element af risiko og det er den risiko, du som investor bliver kompenseret for igennem et afkast på den lange bane.
Meget af det der adskiller opsparing og investering er derfor intentionen. Hvad skal pengene bruges til?
Et andet aspekt er det her med tiden, så lad os lige vende tilbage til det med tidshorisonten.
Tidshorisonten Tidshorisonten er rigtig god at have for øje, når det gælder at afgøre, hvorvidt pengene skal spares op eller investeres.
Det hjælper også, at det er mere konkret at forholde sig til end risiko.
Mange fonde, hvad end det er indeksfonde eller de aktive af slagsen, opererer med en risikoprofil og deraf et praj til investoren om, hvor mange år du som minimum bør være investeret.
Tidshorisonten er afgørende for, om du skal vælge opsparing eller investering. Det er et forsøg på at matche risiko og tidshorisont. En art forventningsafstemning.
Indeholder fonden kun relativt sikre og stabile obligationer er anbefalingen i omegnen af minimum 3 år.
Er der tale om globale aktier og dermed en meget diversificeret aktieportefølje, lyder anbefalingen typisk på minimum 5 år.
Er der derimod tale om højrisiko-aktier, eksempelvis i emerging markets, kan anbefalingen snige sig op på minimum 7 år.
Det giver os nogle gode pejlemærkninger i forhold til at afgøre, hvad der skal ske med pengene.
Vi kan i hvert fald afgøre, at skal pengene bruges inden for 3 år, så skal de ikke investeres.
Vi kan også med rette sige, at hvis tidshorisonten er lidt længere end det, kan de godt investeres, men i så fald skal det være med en kontrolleret risiko.
Er der tale om en opsparing med et langt sigte, er der absolut god grund til at se på mulighederne for at få pengene investeret i stedet for, at de står og samler støv på en konto.
Undtagelsen kan være, hvis du har gæld, så lad os lige vende det aspekt en gang.
Afdragelse på gæld Der er mange måder at anskue forholdet imellem det at afdrage på gæld og investering.
I indlægget skal jeg investere eller betale af på gæld , skrev vi følgende:
Basalt set kan det koges ned til, at hvis du forventer et højere afkast efter skat fra investeringerne end hvad renten efter skat er på din gæld, så skal du investere. Forventer du omvendt et lavere efter skat afkast på din investering, end hvad renten efter skat er på din gæld, så skal du derimod afdrage på gælden. Så måske det kan give mening for dig at inddrage muligheden for at afdrage på gæld, når du overvejer om pengene skal spares op eller investeres.
Har du gæld med en høj rente, giver det altid god mening at koncentrere sig om at få den ud af verden hurtigt.
Det svære er selvfølgelig at vurdere, præcist, hvor skellet går imellem det at investere eller betale af på gæld.
Det korte af det lange er dog, at har du gæld med høje renter, så se at få det ud af verden fremfor at spare pengene op på en konto i banken.
Apropos banken, så lad os kigge lidt på det med de negative renter.
Undgå de negative renter De seneste år er der sket en udvikling, der gør, at det med at spare op er blevet ekstra udfordrende.
I dag er det sådan, at ikke nok med, at du ingen renter får for at have dine penge stående i banken, du skal rent faktisk betale for det.
De negative renter har gjort deres indtog og i den grad også i danskernes bevidsthed.
Det kan være svært at forklare, men for de fleste føles det ganske enkelt bare helt forkert, at de skal betale for, at banken opbevarer deres penge.
Danskerne kan ikke lide de negative renter. Det gør også, at der ikke blot er en risiko for, at pengene ved investering kan skrumpe på den korte bane, men at pengene med sikkerhed svinder ind ved opsparing på den lange.
Hvad det gør ved tidshorisonten i forhold til aspektet om opsparing kontra investering, er lidt svært at forstå til bunds. Blandt andet fordi det med de negative renter er så nyt et fænomen.
Men det gør i hvert fald, at mange er blevet opmærksomme på risikoen ved ikke at investere på den lange bane.
Det gør også, at vi kan opsætte følgende læresætninger, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt du skal spare op eller investere.
Investering er risikofyldt på den korte bane. Opsparing er risikofyldt på den lange bane. Penge der skal bruges i den nærmeste fremtid skal spares op. Penge der ikke skal bruges i den nærmeste fremtid, er du bedst tjent med at investere.
Så er vi da nået frem til en ret konkret afklaring, du kan overveje at støtte dig op ad.
Penge der skal bruges på den korte bane skal spares op ellers bør de investeres. Tidshorisont og intention lagt sammen skal være afgørende for, om pengene skal spares op eller investeres.
Lad os lige kigge på, hvad vi kan hjælpe dig med, hvis du vælger at investere dem.
Nem investering Skulle du nå frem til, at en del af din opsparing er bedst tjent med at blive investeret, så kan du starte med en gratis investeringsplan fra NORD.
En investering hos NORD er en passiv investering i flere forskellige ETF'er og derfor med meget lave omkostninger, som er godt for dig og dit fremtidige afkast.
Vi har mange forskellige risikoprofiler og derfor er det muligt for dig at investere på en måde, der passer præcist til dig, din risikotolerance og din tidshorisont.
Du er derfor ikke nødsaget til at påtage dig voldsomt stor risiko, bare fordi du vælger at pengene skal investeres i stedet for at spares op med negative renter til følge.
Det med risikoprofilen skal vores investeringsrobot nok hjælpe dig med at finde ud af.
Så har du opsparing, der ikke skal bruges på den korte bane, så start med en gratis investeringsplan .
Husk, at du også kan booke en introduktion til NORD.investments eller ringe til os på telefon +45 7196 9628 mellem kl. 9:00 - 17:00, hvis du skulle have nogle spørgsmål.
Dette blogindlæg deler generel viden om økonomisk relaterede emner og er alene udarbejdet som informationsmateriale. Materialet er ikke et tilbud eller en opfordring til køb eller salg af værdipapirer ligesom udtalelser og holdninger udtrykt i materialet hverken er investerings- eller skatterådgivning. Materialet er udarbejdet af NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S (i det følgende “NORD.investments”) og baseret på informationer fra kilder udvalgt af NORD.investments, og som NORD.investments anser for at være pålidelige og relevante. NORD.investments påtager sig dog ikke noget ansvar for dispositioner foretaget på baggrund af oplysningerne i blogindlægget.
NORD.investments har tilladelse som fondsmægler og er reguleret af Finanstilsynet. Investorer gøres opmærksomme på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast, kursudviklingen historisk, simulerede afkast og afkastforventninger ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. NORD.investments yder ikke rådgivning vedrørende pensions- og skatteforhold og du henvises derfor til at søge egen rådgivning i fornødent omfang herom. Afkast er, hvis andet ikke er opgivet, beregnet før skat og omkostninger for en standard portefølje.